Historien om Kreidler i Danmark
Kreidler har været importeret til Danmark siden 1964. Kreidler er afholdt af mange og er en af de bedst byggede knallerter fra perioden – ihvertfald motormæssigt, hvor mange siger at en Kreidler motor ikke er til at slide op!
I det følgende gennemgås de forskellige modeller vi har haft i Danmark. En stor del af indholdet stammer fra Scootergalleri.dk, hvor en bruger ved navn “Krogh’s Værksted”, har lavet en fin og velresearchet gennemgang af modelrækken. Vi har så suppleret denne viden, tilsat flere billeder og sat den megen information lidt i system 🙂 Som Krogh skriver, er “alle billeder er lånt af Scootergalleri-brugere, eller rundt omkring på nettet, jeg ejer ikke billederne. Ser du din knallert, og ønsker du den fjernet, så kontakt mig, jeg ønsker ikke nogen sure miner, det er kun meningen at albummet skal være til hjælp. 🙂 ”
1964: Kreidler Florett K53
Dette er den første Kreidler introduceret herhjemme i 1964/65, med den legendariske “æggetank”!
1966: Kreidler Florett
Meget er som før, men nu bl.a. med fodgear og en større tank, “bøffeltanken”.
1967: Kreidler Florett GT (Grand Touring)
Den første med det stærke, lukkede stel og en rigtig hydraulisk oliedæmpet forgaffel.
1968-1972: Kreidler Florett LF
Nu begynder konstruktionen for alvor at ligne den vi kender fra de seneste modeller.
1973-1974: Kreidler Florett RS (Renn Sport)
Den første RS version med blæserkølet motor, og med en bemærkelsesværdig historie mht. importen til Danmark.
1974-1975: Kreidler Florett RS (Renn Sport) “Grand Prix”
RS saga’en fortsætter – nu med luftkølet motor.
1976: Kreidler Florett RS (Renn Sport)
Dette er den sidste version af RS, da den bliver overhalet/afløst af RMC modellen.
1975: Kreidler Florett Cross
Dette er en meget speciel model, den indeholder mange stumper som ikke findes på andre modeller.
1975 Kreidler RMC (Renn Mokick Cockpit) “Grand Prix”
Dette er den første model RMC vi fik herhjemme, lanceret på RS’ens storhedstid, denne gik lidt under folks radar, og blev derfor ikke nær så populær som efterfølgeren.
1976-1977: Kreidler RMC (Renn Mokick Cockpit) “Grand Prix Super”
Dette er den version af RMC, som alle kan nikke genkendene til.
1977: Kreidler Florett RMC (Renn Mokick Cockpit) Elektronik
Grundlæggende samme model, men med en langt mere pålidelig elektronisk bosch tænding.
1977: Kreidler Florett RMC-S (Renn Mokick Cockpit Scheibenbremse)
Igen grundlæggende den samme model, men en luksus udgave med skivebremse på forhjulet.